

Vores billetter sagde Billund - Amsterdam og Amsterdam - Guangzhou.... havde det holdt stik, så havde vi ikke haft noget bøvl. Men det viste sig, at vores fly også skulle mellemlande i Beijing (som ligger 3000 km fra Guangzhou) og så skulle vi altså have visa... og den kinesiske ambassade åbnede først om mandagen, og vi var klar til afrejse lørdag.
Så vi fik det hele lavet om, fik bagagen af flyet igen, fik hotel for to dage, lejede en bil om mandagen og kørte til Haag, ca. en times tid fra Amsterdam, fik ordnet visa og tilbage igen. Fik booket nyt hotel til når vi kom fra Kina. Oprindeligt skulle vi også bare være fløjet hjem på én dag, men pga. visaproblemerne, måtte vi lave vores rejse lidt om og forlænge opholdet derude, og det betød at vi måtte have endnu en overnatning i Holland, inden der var plads på et fly til Billund.
Så pyha, vores påske endte med tre overnatninger i Holland og fire overnatninger i Kina - men vi fik da set vi skulle :-) plus lidt ekstra i Holland ;-)



Maja på hotellet i Zhuhai. Hun er vågnet op til en kinesisk morgen og kigger, måske lidt eftertænksomt, ud på verden - hvad er nu det far og mor har taget mig med ud til?

Så er vi på rundtur i Huafa New Town. Det hedder området med alle lejlighederne, det hele er forholdsvis nyt. De startede med at bygge i 2003 og udvider stadig. Vi skal bo på 7. etage på 160 kvm, som er møbleret. Der var dejligt vejr den dag, ca. 25-28 grader og let solskin. Men uha, det skal nok blive meget værre. Sommeren er MEGET varm siger de, 35-40 grader og høj luftfugtighed, bvadr. Man holder sig bare indendøre, sagde de - spændende om det er til at holde ud? De har også vinter, hvor der bliver helt ned til 5-7 grader, som temmelig sikkert føles meget koldt, når man er vant til somre med så høje temperaturer.

Maja med solhat, hygger på fars skuldre på vejen rundt i Huafa.

På shopping efter babymad. Vi kunne genkende Nestlé, men tilberedningsmåden var kun skrevet med skrifttegn. Så det var dejligt at have Queenie med, som lige kunne oversætte, om det vi havde fundet var til varm eller kold tilberedning. Queenie er i øvrigt HR-medarbejder hos Martin, og ganske uundværlig jf en anden dansk kontakt vi har dernede.

Vores første kinesiske måltid. Det smagte udemærket og der var ikke underlige ting imellem. Det mest mærkelige er vel, at alle bruger deres spisepinde til at tage fra fadene med. Det skal vi nok lige vænne os til.

Vi har fundet en lejlighed i Huafa! Billedet her er dog taget fra en anden lejlighed, som ligger på 4. sal. Vores ligger på 7. sal i samme bygning, så udsigten er nogenlunde som det ses her.

Og sådan er udsigten fra den anden side af lejligheden. Huafa er et meget dejligt, frodig og grønt område. Her er masser af planter og blomster og sågar bananpalmer vokser der. Men nok ikke noget vi kommer til at spise. Vi fik at vide, at de sprøjter gift ud, fra strategisk placerede dyser, for at bekæmpe myg. Søerne, som bl.a. kan ses på billedet her, bliver også sprøjtet pga. myg. Uha, vi glæder os ikke til alle de myg...

Her er vi på vej på shopping i Zhuhai. Vi skulle ind og se hvilke muligheder der var for at handle almindelige madvarer - og vi blev beroliget med, at det så (næsten) helt normalt ud. Der var dog også ting, som man ikke ser i danske supermarkeder, fx levende skildpadder til at koge suppe på...! De er altså skøre derude.

Her er lige et stemningsbillede fra den institution Maja sandsynligvis kommer til at gå i. Så vidt vi har forstået, så bliver det blot en enkelt gang om ugen indtil hun er 1½ år, derefter kan man komme der hver dag. Der bliver noget af en mundfuld, da personalet kun taler kinesisk.... Der bliver mange kameler der skal sluges derude.... ;-)

Her får Maja en flaske mælk på vores lange tur rundt mellem alle lejlighederne i Huafa.

Maja hygger i flyveren på vej hjem fra det store Kina - mon det er kinesisk propaganda hun har i ørerne....?
No comments:
Post a Comment